Hvornår skal du vælge en billig rollator fremfor en dyr?

Hvis du har læst lidt med i vores tidligere indlæg her på Rollator-guiden har du nok allerede bemærket hvordan vi løbende omtaler de store prisforskelle der er på billige og dyre rollatorer. En rollator fås nemlig i mange prisklasser. De billigste koster helt ned til 4-500 kroner, mens de dyreste koster 4-5.000 kroner.

Der findes ikke ret mange produkt-kategorier, hvor prisspændet fra de billigste produkter til de dyreste er så markant, at der faktisk er en faktor 10 til forskel. Derfor vil vi i dette indlæg prøve at forklare hvornår du bør vælge en billig rollator, og hvornår du i stedet vil have større glæde af at investere i en lidt dyrere model.

senior-599806_1280

Før vi oplister argumenterne for og imod er det imidlertid vigtigt at forstå hvilke elementer der har indflydelse på rollatorens pris. Herunder har vi skitseret nogle af de vigtigste parametre:

  • Hvordan rollatoren klappes sammen
  • Hvilken størrelse hjulene har
  • Hvilket materiale hjulene er fremstillet i
  • Hvor gnidningsfri bremserne virker
  • Om der medfølger ryglæn/rygbælte
  • Om der medfølger stokkeholder
  • Hvilket materiale rollatoren er lavet i
  • Hvor meget rollatoren vejer
  • Om der kan købes reservedele til rollatoren
  • Hvilken garanti producenten tilbyder
  • Hvor stort et tilbehørs-udvalg der findes
  • Hvor høj en belastning rollatorens sæde er godkendt til

Som ovenstående liste viser er der altså forholdsvist mange ting som alle hver især har deres lille indflydelse på rollatorens samlede pris. Derfor siger det næsten også sig selv, at for at kunne sælge en rollator for blot 500 kroner må der nødvendigvis være sparet over hele linjen – ellers kan den simpelthen ikke komme så langt ned i pris.

Det betyder imidlertid ikke at der ikke findes situationer hvor det alligevel kan give mening at vælge den billige model fremfor den dyre. Faktum er desuden at der sælges billige rollatorer her i Danmark som aldrig før. På grund af blandt andet Harald Nyborgs løbende tilbud er danskerne nemlig blevet vant til, at en rollator skal koste under 1.000 kroner – nærmest uden at skelne til produktets kvalitet.

Gennemgå denne tjekliste for at klarlægge dit behov

Det kan være svært at lave en decideret facitliste, der fortæller præcist hvornår du bør vælge hvad. Hvis du kan se dig enig med de fleste af nedenstående udsagn er der dog alligevel noget der tyder på, at du fint kan nøjes med en lidt billigere model:

  • Jeg har kun brug for en indendørs rollator
  • Jeg har ikke brug for at kunne sidde på rollatoren
  • Jeg har tilstrækkeligt med armkræfter, og vægten er derfor ikke så afgørende
  • Mine dørtrin er så lave, at jeg godt kan løfte en rollator op over dem
  • Jeg har ikke brug for at rollatoren kan stå oprejst når den er klappet sammen
  • Jeg har ikke brug for tilbehør eller reservedele

Hvis de ovenstående udsagn passer med din situation er der en god chance for at du godt kan nøjes med en billig rollator.

Flere og flere vælger dog at have to rollatorer samtidigt – en lidt billigere model til brug som indendørs rollator, og en dyrere og bedre rollator til udendørs brug. Mange af forskellene på de billige og dyre modeller bliver nemlig rigtigt tydelige når rollatoren skal bruges udenfor. Der betyder vægten nemlig en del mere, ligesom hjulenes beskaffenhed er særdeles vigtig når rollatoren skal bruges i parker, på grusstier, eller når den skal køres op over kantsten.

Skal vi pege på de tre vigtigste ting hvor du ikke bør gå på kompromis – uanset om det er til brug derhjemme eller udendørs – så er der følgende:

  • Vægten. En letvægtsrollator på 6-8 kg er meget lettere at manøvrere end en tung stål-rollator på 10-12 kg.
  • Måden den klappes sammen på. En rollator som er lodret sammenklappelig er virkeligt upraktisk, fordi den kan ikke stå oprejst når den er klappet sammen – det kan en sideværts sammenklappelig rollator til gengæld
  • Hvilket materiale hjulene er lavet i, og hvor store de er. Små plastikhjul er yderst ukomfortable at køre med, og udenfor er det nærmest umuligt at køre på blødt underlag med dem, fordi de borer sig ned i underlaget.

Som vi også nævnte lidt tidligere, så er det svært at give en decideret facitliste – men vi håber, at du med denne vejledning har fået en bedre forståelse for hvornår en billig rollator kan være den rette vej frem, og hvornår du i stedet bør gå efter en lidt bedre rollator.

human-339509_1280