Sådan vælger du en rollator til udendørs brug

Som vi også har beskrevet i nogle af vores tidligere artikler, så findes der et helt utroligt højt antal rollatorer. De fås i alskens modeller og prisklasser. Nogle af dem er bedst egnede til kun at blive brugt indenfor, andre kan både bruges indenfor og udenfor – og så er der kategorien med rollatorer, som er decideret beregnet til udendørs brug. De omtales af og til også som en ”terrængående rollator”.

Den type rollatorer er noget dyrere end alternativerne, og derfor skal du først og fremmest nøje overveje hvorvidt du egentligt har brug for en udendørs rollator. Her er nogle eksempler på ting der kan tale for, at det måske er det rette valg for dig:

  • Du går tit lange ture i parker
  • Du bor lidt ude på landet
  • Du ønsker at bruge din rollator til gåture i skoven
  • Rollatoren skal bruges til golf eller måske endda på jagt

Kan du nikke ja til et eller flere af ovenstående eksempler, så læs videre for at lære mere om hvad du bør gå efter.

Rollatoren skal have et kraftigt stel

Det siger næsten sig selv, at en rollator der mere eller mindre udelukkende bruges udenfor, er nødt til at være kraftigere bygget. Den skal kunne tåle vind og vejr, ligesom den skal kunne forcere ujævnheder, bakker og lignende uhindret.

Derfor er rollatoren nødt til at have et kraftigt og robust stel. Det betyder samtidigt også, at du er nødt til at gå lidt på kompromis med vægten. En af de førende producenter af udendørs rollatorer er svenske Trionic. De har en serie af rollatorer, som hver især er bygget til specielle formål. Den hedder ”Trionic Veloped”, og i serien finder du f.eks. en jagt-rollator og en golf-rollator. De er altså for det første bygget til at kunne klare det skandinaviske vejr, men de er også forberedt til f.eks. at kunne bruges til transport af golfkøllerne mens du går med rollatoren.

trionic

Med hensyn til vægten skal du forvente, at en god udendørs rollator vejer fra 9 til 15 kg. Det er forholdsvist meget sammenlignet med en almindelig letvægtsrollator, som kun vejer 6-7 kg. Stellet på en terrængående rollator er normalt lavet af enten aluminium eller stål. Kulfiber bruges stort set aldrig. For det første vil det blot gøre rollatoren endnu dyrere, men det har heller ikke en tilstrækkeligt høj styrke til disse typer brug.

En rollator med luftgummihjul er at foretrække

Hjulene er en af de ting, hvor der er væsentlig forskel fra rollator til rollator. De billige modeller har plastikhjul, og ”mellemklassen” har gummihjul. Det bedste valg til decideret udendørs brug er dog en rollator med luftgummihjul. Den type hjul kører nemlig væsentligt bedre på steder som parker, skove og i andet ujævn terræn. Derudover er luftfyldte hjul langt mere stødabsorberende, så ikke alene er rollatoren lettere at skubbe, den sender også færre stød op gennem hænder og underarme når du går.